BYNATUREN KNOPSKYDER MENS VI VENTER

Brønshøj-Husum er karakteriseret ved skønne og attraktive naturområder som Utterslev Mose og Vestvolden. Men hvordan sikrer man et godt samspil mellem by og natur, og hvordan sørger man for at bevare naturen, så den kan blive ved med at vække begejstring og give gode oplevelser for borgerne?

Det har lokaludvalget gennem flere år arbejdet med, blandt andet gennem ideen om Naturbyen, et urbant naturcenter, og gennem strategien for at få mosen certificeret som naturpark.

Arbejdet med de store visioner er altså i fuld gang – og i mellemtiden skyder mindre projekter frem til gavn for bydelens naturinteresserede, heriblandt EnergiCenter Voldparkens byhave og en ny naturdome i samarbejde med kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning.

GRØN OASE I KLAR BOBLE

Ideerne om Naturbyen har længe boblet uden at tage egentlig form. Men nu ser det ud til, at første skridt på vejen mod Brønshøj-Husum Lokaludvalgs ønske om et bynaturcenter bliver netop en boble.

Eller, rettere, en dome – en 250 m2 stor gennemsigtig kuppel beliggende ved EnergiCenter Voldparken, som skal fungere som ramme om både naturformidling og sociale arrangementer for bydelens borgere.

Domen er én af i alt fem halvkugler, som Københavns Kommunes naturskoleafdeling vil etablere forskellige steder, forklarer Martin Keller – tidligere medvirkende i programmet Naturpatruljen og nu konsulent i kommunens afdeling for Bæredygtig Udvikling.

”Brønshøj-Husum er en bydel med mange mennesker og et område, hvor der er behov for nye initiativer. Domen er en mulighed for at skabe noget positivt i fællesskab,” siger Martin Keller.

Natur i miniformat

Naturdomen skal bestå af små laboratorier, modeller og miljøer, som samlet giver et indtryk af den nærliggende bynatur.

”Der er det ved bynaturen, at den ikke er lige så attraktiv som den vilde regnskov eller dyrepark. Vi har derfor et ønske om at gøre formidlingen af den interessant og underholdende,” siger Martin Keller og fortæller, at der skal være naturvejledere tilknyttet, som kan udvikle undervisningsforløb sammen med de lokale lærere.

”Domerne er perfekte som trædesten til den større natur udenfor. Og fordi de ligger i selve byen, giver de mulighed for, at børn kan tage forældre og bedsteforældre med efter skoletid for at vise, hvad de har lært,” siger Martin Keller.