Bydelsguide 2017 – formandens forord

Vores bydel skal være et attraktivt sted at bo, leve og færdes i. Vi ønsker en bydel, hvor der er tryghed for alle, muligheder for udfoldelse og inspiration samt plads til forskellighed blandt borgerne og en gensidig respekt for hinanden. Vi bor i en grøn og dejlig bydel, og Brønshøj-Husum Lokaludvalg arbejder for at styrke fællesskabet og gøre bydelen endnu bedre.

Lokaludvalget er et kommunalt udvalg, der bl.a. skal være bindeled mellem politikerne på rådhuset og borgerne i bydelen. Borgerne i Brønshøj-Husum kender bydelen bedre end mange politikere og embedsmænd, og derfor skal borgernes stemme høres, inden der træffes beslutninger om lokale forhold.

I øjeblikket arbejder lokaludvalget på et forslag til en bydelsplan for Brønshøj-Husum. Den skal ligge klar i år, og derfor har lokaludvalget inviteret bydelens borgere til at give deres tanker og ideer til kende – bl.a. gennem flere velbesøgte borgermøder. Projekterne i bydelsplanen vil præge lokaludvalgets arbejde i den kommende tid, og Bydelsguiden 2017 sætter derfor fokus på en række af disse projekter, lige fra Kulturaksen i Brønshøj og Naturbyprojektet til Bellahøj Friluftsscene og Husumparken.

Lokaludvalget har 23 medlemmer og er nedsat af Borgerrepræsentationen med en funktionsperiode på fire år. Udvalget består af repræsentanter for de politiske partier og bydelens foreninger, og der skal i starten af  2018 vælges nye medlemmer. Skal bydelens stemme høres, skal vi have et stærkt lokaludvalg. Det får vi kun, hvis borgerne deltager aktivt.

Med venlig hilsen

Erik Fisker

Formand for Lokaludvalget