Papirøen, nye skoler og kulturhuse – københavnerne inddrages løbende i udviklingen af København og deres viden skal endnu mere i spil. Fem nye principper skal skabe større dialog mellem kommunen og københavnerne omkring Københavns udvikling.

Københavnerne er eksperter i København, og 3/4 københavnere vil gerne involveres mere i byens udvikling. Det har politikerne lyttet til. Borgerrepræsentationen har nemlig vedtaget fem nye principper for øget dialog med københavnerne. Principperne betyder, at kommunen altid vil bestræbe sig på at skabe tidlig, tydelig, engagerende og mangfoldig dialog med københavnerne om byens udvikling.

”En stærkere dialog mellem kommunen og københavnerne er nødvendig, hvis vi skal sikre Københavns positive udvikling. Derfor sætter vi nu fokus på en endnu bedre dialog med københavnerne om Københavns udvikling”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Principperne udbygger kommunens indsats for at inddrage københavnerne, hvilket allerede sker på forskellige områder. Københavnerne kvalificerer f.eks. Papirøens fremtidige byrum og har stor indflydelse i flere af Københavns kulturhuse. Og undersøgelserne af nye skoler i den Hvide Kødby på Vesterbro og på Nordøstamager foregår begge steder med tidlig borgerdialog i samarbejde med lokaludvalget og lokale københavnere.

”Det er essentielt, at vi inddrager borgerne og lytter til dem, når vi bygger nyt og udvikler byen. Det er jo dem, der bor her, bruger byen og dem, vi er her for. Inddragelse betyder, at vi kan få udviklet nogle tilbud, der giver mening for mange, eksempelvis i Kødbyen, hvor vi sammen med københavnerne vil forsøge at finde en måde at binde skole, idræt og kulturtilbud tæt sammen på,” siger børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V).

Principperne skal nu indarbejdes i kommunens kerne- såvel som udviklingsopgaver og skal gælde på tværs af kommunens syv forvaltninger. Kommunen vil samtidig undersøge, hvordan man kan gøre det endnu nemmere at inddrage københavnerne – f.eks. via en digital platform, som kunne udgøre en samlet indgang for københavnere, der vil involveres i aktiviteter omkring Københavns udvikling.

Kommunen er til for københavnerne. Derfor ønsker vi at inddrage og høre københavnerne i endnu højere grad. København er i en rivende udvikling, og den skal ikke ske udenom københavnerne, men sammen med dem,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

Københavns Kommune vil løbende informere om nye initiativer og muligheder for mere og bedre dialog omkring byens udvikling.

Fakta

  • Undersøgelsen, som de fem principper er udviklet på baggrund af, kan findes her
  • De 5 principper kan findes her