Bydelsprisen kan gives til nogen, der har gjort en særlig indsats for at skabe en levende udvikling i Brønshøj, Husum eller Tingbjerg.

Vinder af Bydelsprisen 2023 var Rollespilsfabrikken, for indsatsen med at  samle børn og unge til rollespil.
Rollespilsfabrikken er en frivillig forening, hvor børn og unge samles om at spille rollespil og udvikle våben, scenarier m.m. Rollespilsfabrikken tilbyder “åben onsdag”, hvor der er gratis rollespil for områdets entusiastiske børn, både med våben og nogle gange bordrollespil. Derudover driver Rollespilsfabrikken et liverollespil en gang om måneden i Rude Skov, hvor de iværksætter en større kampagne for 60-100 børn ad gangen. De afholder også Magisk Skole, hvor børn kan lege “Hogwards” og lære magiske fag. Rollespilsfabrikken tilbyder områdets børn og unge et alternativ til computerskærme og telefoner, og giver dem et fællesskab, hvor fantasien og (ofte) fysisk udfoldelse er i højsædet. Rollespilsfabrikken drives af unge, som selv har en stor interesse for rollespil, udklædning, magi og fantasi, som smitter af på børnene.

Vinder af Bydelsprisen 2022 var Jesper Ravn for arbejdet med ’En sommerdag på Bellahøj’. Jesper har arrangeret ‘En sommerdag på Bellahøj’ i 10 år. Festivalen er vokset fra en endags-begivenhed til nu tre dage med danske kunstnere, fest, Djs og meget andet. Jesper har desuden gennem årene arrangeret en række andre koncerter og begivenheder i lokalområdet og skaber og udvikler, på sin helt egen måde, dermed et lokalt forankret, non-profit-orienteret musikmiljø der beriger bydels kunst- og kulturliv. ‘En sommerdag på Bellahøj’ er blevet et brand af Brønshøj-Husum, som tiltrækker besøgende udefra, der opdager Bellahøj Friluftsscene og vores bydel.

Vinder af Bydelsprisen 2021 var Michael Petersen, der har tegnet illustrationerne af dyrelivet i Utterslev Mose. Michael er tidligere grafiker i Zoologisk Have, og han har på frivillig basis udvalgt og tegnet de særlige naturkvaliteter i bydelen på Utterslevs Moses nye skilte til glæde for både borgere fra bydelen og besøgende udefra. Michael har illustreret 16 plancher af dyrelivet, der hænger otte steder omkring Utterslev Mose, samt været med til at designe de tre skiltehuse, hvor han har skrevet og tegnet mosens historie, beskrevet vandets veje og de dominerende naturtyper. Michael får Bydelsprisen, fordi han har sat et varigt præg på bydelen og på Utterslev Mose ved at illustrere mosens dyre- og planteliv med smukke tegninger, fine tekster og flotte skiltehuse.

Vinder af Bydelsprisen 2020 var tre lokale spejdergrupper. Prisen blev delt mellem: 1) KFUM Husumvoldspejderne der holder til på Gadelandet, 2) Bellahøj 21st Barking der lige nu holder til i Rytterskolen og 3) Brønshøj-Husum Gruppe der holder til i Kobbelvænget på EnergiCenter Voldparken. De tre  spejdergrupper modtog prisen for at gøre en forskel med vedvarende at skabe gode fællesskaber for børn og unge i bydelen. Spejderbevægelsen giver børn og unge et aktivt og sundt indhold i fritiden omkring et dejligt fællesskab, hvor det handler om at lege og lære uden konkurrence, få dejlige oplevelser og gode kammeratskaber. De tre spejdergrupper får Bydelsprisen for utrætteligt at skabe hyggelige rammer for børn i vores nærmiljø.

Vinder af Bydelsprisen 2019 var Marco Damgaard, skoleleder på Tingbjerg Skole. Marco får lokaludvalgets Bydelspris for hans store arbejde for at løfte Tingbjerg Skole og gøre den til et naturligt skolevalg. Marco har med en stor portion energi og hjerteblod stået i spidsen for en positiv udvikling for Tingbjerg Skole og dermed for hele Tingbjerg som byområde. Marco har stået for en dedikeret tro på folkeskolen som samlingspunkt og fællesskab for alle. Marco Damgård har dog ikke veget tilbage for at tale om de problemer som findes i Tingbjerg som et udsat boligområde. Men har været meget opmærksom på ikke at have negative forventninger til børnene og familierne. Men at møde dem med dialog, krav og positive forventninger.

Vinder af Bydelsprisen 2018 var Rikke Milbak. Rikke har siden 2014 gjort en stor indsats for bynaturen i Brønshøj-Husum og for at formidle forståelsen af bynatur, naturområder og natur i private haver. Det gør hun gennem havevandringer, workshops for børn i at lave insekthoteller, facebooksiden ”Vi byder naturen indenfor ved Utterslev Mose” og på sin blog ’Bynaturaktivisten’. Mange af bydelens borgere, grundejerforeninger og naturplejelaug har på den måde fået inspiration til, hvordan de kan skabe levesteder for byens små dyr og planter i haven og de offentlige grønne områder. Rikke Milbak får bydelsprisen for på den måde at sætte fokus på et af bydelens særkender: nemlig bynaturen i villahaverne og de grønne områder.

Vinder af Bydelsprisen 2017 var Husum Boldklub. Husum Boldklub fik prisen for at bidrage til at børn og unge har et godt og trygt sted at komme, udfolde sig og udvikle sig.

Husum Boldklub er 95 år gammel, men der er masser af liv og engagement i og omkring klubben – alt sammen båret af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Blandt andet har klubben arrangeret fodboldskole i sommerferien, er aktiv deltager i udviklingen af Husumparken og afholdelse af det store Efterårsmarked på Bellahøj.

Vinder af Bydelsprisen 2016 var Natteravnene i Brønshøj. Natteravnene i Brønshøj har gennem syv år ydet et stort og vedvarende engagement for børn og unge i udemiljøet og har hermed gjort en indsats for at gøre bydelen mere fredelig, tryg og sammenhængende. Foreningen har en god foreningskultur, der har ydet en forbilledlig indsats i byområdet, og nogle medlemmer har stor erfaring med børn og unge, bl.a. fra skolerne i Brønshøj-Husum.

Medlemmerne går to-tre gange om ugen, tre af gangen, udstyret med bolsjer og førstehjælpstaske. De er synlige i det offentlige rum og deltager ligeledes i mange lokale arrangementer, såsom Kulturdag. Natteravnene giver sig tid til at snakke med de unge og er neutrale. Det er dem med de gule jakker, der viser tillid til de unge, der har brug for nærvær og ordentlighed. Natteravnenes fortrolighed med de unge gør, at nogle unge bliver mere fornuftige i omgangen med alkohol samt køb, salg og misbrug af narkotika. Natteravnenes omgang med børn og unge har skabt bedre tillid mellem børn og voksne, og har herved været med til at skabe en tryggere bydel, der er et bedre sted at bo og færdes.

I 2015 måtte to vindere dele Bydelsprisen: EnergiCenter Voldparken og Selma Svensson.

  • EnergiCenter Voldparken fik prisen for den idé og den vision, der har vist sig særdeles levedygtig og for de mange initiativer og aktiviteter, der er med til at berige det sociale og kulturelle liv i Brønshøj-Husum. EnergiCenter Voldparken er siden 2009 vokset frem som et dynamisk sted med muligheder indenfor idræt, natur og kultur, og er godt på vej til at blive et endnu stærkere lokalt kraftcenter.
  • Selma Svensson fik også prisen for sit utrættelige og mangeårige arbejde for bydelens pensionister. Selma har gennem utallige år har ydet en indsats som frivillig ildsjæl med sit arbejde for og blandt bydelens pensionister, hvor hun har brugt det meste af sin fritid som igangsætter, organisator og den helt store drivkraft i Fællesrådet for Omsorgsarbejdet, hvor hun også er formand.

I 2015 indstiftede Lokaludvalget en ny pris som afløser for Kulturprisen, nemlig Bydelsprisen. Lokaludvalgets Kulturpris blev i 2010-14 uddelt hvert år til en person, der har gjort en særlig indsats for kulturen i Brønshøj, Husum eller Tingbjerg.

Vinder af Kulturpris 2014 var Leif Petersen. Leif har været og er stadig en stor igangsætter i lokalområdet. Han har gjort en kæmpe indsats for musiklivet i bydelen – særligt for jazzen, som stifter af Brønshøj Copenhagen Jazz Club, der i år har fejret 25-års jubilæum. Senere tog han initiativet til Bellahøj Kræmmermarked og går også under tilnavnet “Kræmmer-Leif”. I dag er Leif bl.a. aktiv som formand for den lokale Petanqueklub.

Vinder af Kulturpris 2013 var Bjarne Reuter. Forfatteren har ydet en fremragende og betydningsfuld professionel indsats med sine bøger om børn og unge i Brønshøj. Med bøger som bl.a. Verden’, ‘Zappa’ og ‘Når snerlen blomstrer’ har han på en enestående og indlevende måde beskrevet tanker og følelser hos børn og unge i 1960-ernes Brønshøj.

Bjarne Reuter har aldrig lagt skjul på sin opvækst i Brønshøj, som derfor er hyppigt omtalt og gengivet i både bøgerne og i filmatiseringer af disse. Faktisk er der så mange steder, at Brønshøj Bibliotek for en del år tilbage udgav et Bjarne Reuter rutekort. Kortet blev revideret og genoptrykt i 2012.

For mange borgere i Brønshøj er den måske mest kendte scene formentlig sommerfesten i Præstegårdshaven, som vi oplever i Busters Verden. Sommerfesten er imidlertid en næsten 90 år gammel tradition i bydelen. Selv i 2013 er de to dages sommerfest i juni som et tidsbillede tilbage til Buster Oregon Mortensens dage i 1960’erne.

Vinder af Kulturpris 2012 var Niels Jørgen Madsen, mangeårig leder af Børnekulturhuset, igangsætter og ildsjæl indenfor musik og teater for og med børn.

I 1994 startede Niels Jørgen en børneteatervirksomhed i Pilegården og den første teaterforestilling blev opført året efter på Det Danske Teater i Grøndal Centret. I 1997 blev foreningen Brønshøj Børnekulturhus etableret. I 2008, med sammenlægningen af foreningen Brønshøj Børnekulturhus og Pilegården, blev Niels Jørgen ansat som leder af Børnekulturhuset, et lederjob som han havde indtil sommer 2012. Indtil da havde det for det meste været frivilligt arbejde, som Niels Jørgen ydede.

Niels Jørgen er også selv aktiv musiker, og i det hele taget aktiv inden for rytmik, teater, dans, kor, NyCirkus, rollespil, tryllekunst, keramik, radio, tv og bladproduktion, billedværksted, dukketeater, robotværksted samt de mere end 30 teateropførelser, som mange børn fra hele København har haft glæde af.

Vinder af Kulturpris 2011 var Peter Steffensen. Peter har bl.a. været leder af Kulturhuset Pilegården fra 1989 til 2011. Peter Steffensen fik kulturprisen, fordi han i høj grad har evnet at sætte Kulturhuset Pilegården i scene, med mange forskellige kulturelle arrangementer. På den musikalske front har han især trukket blues, jazz og funk musikere til fra ind- og udland i stort antal. Peter Steffensen har også sat gang i forskellige andre tiltag, såsom vise- og spillemandsmusik, og skabt et forum hvor også billedkunstnere, teaterfolk og gøglere har fået mulighed for at optræde og skabe et bredt funderet kulturliv, som har været en stor succes. Dette skyldes i høj grad Peters nærværende, gemytlige facon, hans åbenhed og vilje til at få ting til at lykkes.

Peter har været en drivende kraft i det lokale musikmiljø, og har været i stand til at sætte Brønshøj-Husum på landkortet som en bydel hvor man altid kan finde en spændende koncert. De lokale foreninger understreger Peters engagement og hjælpsomhed ift. at støtte op omkring foreningernes aktiviteter og intiativer i Kulturhuset og i bydelen.

Vinder af Kulturpris 2010 var Lars Cramer-Petersen. Lars har været aktiv i bydelen i en menneskealder. I slutningen af 70’erne og i begyndelsen af 80’erne var Lars bl.a. meget aktiv omkring udformningen og anvendelsen at medborgerhuset Pilegården. Omkring 1990 var Lars med til oprettelsen af Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev og samtidigt var han optaget af forholdene på Brønshøj Museum. I starten af 1990’erne blev han museumsleder for Brønshøj Museum, og han har i den stilling bidraget til kulturlivet i Brønshøj, dels ved de mange udstillinger på museet og dels ved de mange bøger, som han selv har skrevet. Efter Lars gik af som museumsleder, har han oprettet Torveinitiativet, som fokuserede på Brønshøj Torv. Et af resultaterne af dette initiativ er mindesmærket på torvet med de 3 telte, et vartegn fra svenskekrigen.