Der bliver fortiden igangsat en gennemgående og omfattende byudvikling i Tingbjerg og Bystævneparken. Lokalplanen for Lille Torv er første skridt på vejen til at skabe en ny grøn, aktiv og åben boligby.
Se lokalplansforslaget og indsend dine kommentarer her: http://blivhoert.kk.dk/hoering/lille-torv-lokalplanforslag-med-kommuneplantillaeg
Lokalplanen kort:
- Det nuværende butikscenter på nordsiden af Lille Torv nedrives – alle butikker bliver dog på Ruten men i nye lokaler.
- Mod øst – mod Terrasserne og mosen – bygges der en større bygning med erhverv i stueetagen, samt beboelse og taghave ovenpå.
- Mod nord kommer der en mindre bygning i én etage til erhverv i sammenhæng med bygningen mod øst, samt beboer faciliteter og faciliteter til kommunale aktiviteter. Der bliver et åbent område med stiforbindelse til Ved Byggården.
- Mod syd – ud mod Ruten – etableres et treetagers byggeri med detailhandel/serviceerhverv i stuen og beboelse på 1. og 2. sal.
- Mod vest bevares Tårnhuset som det er i dag.
- I midten af torvet kommer der et åbent område med træer, grønne arealer og parkering.
Tingbjerg-Husum byudviklingsstrategi
Lokalplanen for Lille Torv i Tingbjerg er en del af en udviklingsstrategi for Tingbjerg og Bystævneparken, som blev vedtaget i 2015 – samt den helhedsplan der i samme omgang blev vedtaget for Ruten.
Der er fire hovedprincipper i strategien:
- Nybyggeri skal skabe et varieret og attraktivt boligudbud og butiksliv i Tingbjerg: Nybyggeri skal skabe variation i boligtyper og ejerformer. Nybyggeri af butikker og servicetilbud skal tilføre nye investeringer til byområdet. Første prioritet er boliger – op til 2400 nye boliger til familier, unge og ældre.
- Nye byrum skal skabe styrket byliv og flere udadvendte funktioner: Nye byrum og ny bebyggelse på de to centrale bystrøg Ruten og Bystævnet. Første prioritet er et nyt detailhandelscenter på Ruten.
- Nye landskabsrum skal skabe en grøn attraktion: Gyngemosen, Utterslev Mose og Vestvolden er platformene for udviklingen af en grøn, aktiv og åben boligby, hvor bolig og landskab integreres.
- Nye trafikforbindelser skal skabe et åbent og trygt byområde: Nye og opgraderede trafikforbindelser til Tingbjerg for biler, cykler, fodgængere, kollektiv trafik skal åbne området op.
Hvad sker der nu?
Lokalplanen for Lille Torv er i høring til og med 12. juni. Alle skriftlige bemærkninger vil indgå i den videre behandling. Et endeligt lokalplansforslag forventes behandlet i Borgerrepræsentationen inden sommerferien.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedtog et høringssvar på deres møde 18. maj. Se høringssvaret her:
Senere i år kommer der et lokalplansforslag for Store Torv.
Yderligere information
Byudviklingsstrategi Tingbjerg-Husum
Opdateret juni 2018 – se materiale fra bygherren Innovater, som laver Lille Torv om til Bygården