Læs mere om det bynaturcenter, som lokaludvalget og en række lokale og kommunale aktører arbejder på at få etableret på EnergiCenter Voldparken.

 

I april 2015 offentliggjorde lokaludvalget et større prospekt om Naturbyen. Dette prospekt rummer i ord og billeder beskrivelser af Naturbyens værdier, profil, formål, aktiviteter, fysiske rammer og vurderinger af etablering og drift.

Du kan se prospektet her: www.naturbyen.dk

Er du interesseret i at høre mere om projektet, kan du besøge lokaludvalgets sekretariat på EnergiCenter Voldparken eller kontakte lokaludvalgets miljømedarbejder og projektleder på Naturbyen, Jens Christian Elle på tlf. 40271049 eller mail zn6e@okf.kk.dk

 

Gennem de sidste 3 år har Brønshøj-Husum Lokaludvalg udviklet visionen om et bynaturcenter lige der, hvor Vestvolden møder Utterslev Mose.
Skrevet af Erik Fisker - 17. august 2015, 23:28:44
Hvordan kan man på en og samme tid forbedre kvaliteten af vores bynatur og skabe bedre muligheder for naturoplevelser og aktivt friluftsliv? Dette spørgsmål ligger bag Lokaludvalgets arbejde med en vision om, at der etableres et center for bynatur ved EnergiCenter Voldparken. Projektet har fået titlen Naturbyen. Det foreløbige resultat er nu offentliggjort i et såkaldt prospekt, der beskriver Naturbyens værdier, profil, formål, aktiviteter og fysiske rammer. Man kan se nærmere om projektet på hjemmesiden www.naturbyen.dk.

Ambitionen er ifølge Lokaludvalgets projektleder og miljømedarbejder, Jens Christian Elle, både at skabe et lærings- og oplevelsestilbud til hele byens 0-18 årige, at kunne tiltrække besøgende fra nær og fjern, der ønsker at komme helt tæt på områdets særlige naturværdier samt at spille en aktiv rolle i en lokal grøn byudvikling.
Kanosejlads, oplevelsesstier m.m. 
Prospektet for Naturbyen rummer et væld af ideer til hvordan et bynaturcenter kan engagere børn og voksne i at gå på opdagelse på Vestvolden og i Utterslev Mose. Oplevelsestier, kanosejlads, fiskedamme og vandlaboratorier er bare nogle af idéerne. Etableringen af Naturbyen skal ske i tæt samarbejde med Københavns Naturskole, der i forvejen driver en række naturskoler i København samt Energicenter Voldparken og kredsen af foreninger og frivillige.

Det er planen, at selve naturcenteret etableres ved EnergiCenter Voldparken, hvor der allerede i en lokalplan er udpeget et byggefelt.
Pris: 30 mio. kr. 
Selvom Lokaludvalget, ifølge næstformand i Lokaludvalget, Hans S. Christensen, har fået udarbejdet et solidt og visionært projekt, så forestår der en stor opgave med at få skaffet midlerne til at bygge og drive Naturbyen. Ifølge et foreløbigt og forsigtigt skøn vil anlægget af Naturbyen komme til at koste omkring 30 mio. kr. – Timingen omkring projektet har været god, da Københavns Kommune netop har igangsat et stort projekt med at forandre Tingbjerg og den nordlige del af Husum fra et udsat byområde til et nyt byudviklingsområde, siger Hans S. Christensen. – Lokaludvalget har også været i dialog med forvaltningerne om, hvordan Naturbyen kan videreudvikles og give området en attraktion, der tiltrækker folk fra nær og fjern. Vi håber at de kommunale budgetforhandlinger for næste år giver mulighed for at komme et godt skridt videre med realiseringen af Naturbyen, slutter Hans S. Christensen.